Prædiken til Juleaften 2016
Om Gud, der er kommet til verden for at have hjemme her, hvor vi er.

For en måneds tid siden så jeg Thomas Blachman i Vejle. Og det var egentlig lidt et chok for mig. For jeg plejer kun at se Thomas Blachman i fjernsynet når der er X-Factor her fra begyndelsen af januar og så et par måneder frem. Og måske har jeg gået og tænkt, at han nok kun findes derinde i fjernsynet i X-Factor 3 måneder om året. Men han findes altså også her i november og december. Jeg så ham på en kæmpestor plakat i et busskur. Og ved siden af ham stod med meget stor skrift: Driving home for Christmas. Min bare (r.ø.v.). Tag toget.
Jeg ved ikke med jer, men jeg har svært ved at se Thomas Blachman for mig i et overfyldt DSB-tog den 24. december, læsset med massevis af gaver og kufferter, folk, der maser og skubber og sidder ude på gangene, så servicevognen, der alligevel også er sparet væk, overhovedet ikke kan komme frem. Jeg tror egentlig, at både han og de fleste af os andre foretrækker at komme hjem til jul på den måde, som crooneren Chris Rea sang om det i 1988 i sit store hit ”Driving home for Christmas”.

Det er en julesang, der handler om at sidde i sin bil på motorvejen juleaftensdag og snegle sig af sted ligesom alle de øvrige bilister, på vej til én og samme destination, nemlig til det sted man forbinder med hjem.
Sangen handler om at længes. Længes efter at komme hjem til de ansigter man holder så meget af, hjem til de ansigter med øjne man føler sig genkendt i og genkendt af. Den handler om at sidde der i bilen, fyldt med tusindvis af minder om julen, som vi alle har en masse af. Minder, der kan dukke frem ved duften af nybagte brunkager og andesteg eller ved lyden af Disney’s Juleshow ”Mens vi venter” eller fra kirkeklokkerne, der kalder til gudstjeneste. Minder og forestillinger om, hvad julen er for noget, som vi alle sammen gerne nu vil opleve igen. For så er vi kommet hjem. Så er der da noget her i verden, vi kan regne med. Så er der noget, der giver sig selv og som vi bare kan falde ind i.

Og det, vi i hvert fald kan regne med og falde ind i, det er Juleevangeliet. Det er fortællingen om den allerførste julenat i Betlehem for 2000 år siden, hvor Gud bøjede sig til jorden og blev menneske i Jesus. Og det gjorde han, for at vi skulle kunne finde hjem. Ikke finde hjem, som i hjem til Moar, hjem til Hobro, til Fyn, til fødegården eller til Balle. Nej, hjem som i finde sig hjemme i den historie vi er en del af, hjemme i det menneske man nu engang er med både alt det vidunderlige og alt det skrammel man bærer med sig. Hjemme i denne her verden, der nok så ofte kan synes kold og ubeboelig – det har vi ofte nok hørt beretninger om i den seneste tid.

Ofte kan man høre og læse i medierne, at danskerne er fremmedgjorte over for både kirken og kristendommen, at de melder sig ud af folkekirken og ikke rigtig gider hører noget om Gud og Jesus. Alligevel er vi her nu, i et stopfyldt kirke, som kirkerne er det landet over netop i dag, hvor budskabet lyder til os om, at Gud lod sig føde julenat, gav sig til kende for os i det lille barns ansigt, kom os nær med både sin storhed og sin kærlighed, for at have hjemme hos os, så vi kan have hjemme i verden, hos os selv og i den tilværelse, der nu engang er blevet os til del. Og jeg tror, at kirkerne fyldes juleaften, fordi kirkens rum også er det sted, hvor vi kan føle os hjemme. Fordi her kan vi komme og have lov til at være med alt, hvad vi slæber rundt på. Siden sidste jul er der måske relationer, der er gået i stykker for os eller mennesker, der er døde fra os. Eller måske har kærligheden vist sig for os i overraskende skikkeler, nye børn er blevet født og er kommet til verden.

I løbet af et år kan et menneske opleve både glæder og sorger så store, at det kan føles som om, at grundvoldene ind imellem vakler under vor tilværelse. Men når vi har været her i kirken, sunget de gamle salmer, set på adventskransen og på julelysene – både dem på træerne og i alle børns øjne, og når vi har hørt det ældgamle juleevangelium om, at det skete i de dage, at Gud bøjede sig ned mod jorden og kom os alle nær i skikkelse af det lille Jesusbarn, så kan vi igen gå ind i julen som et hjemme for os. Uanset hvad der så er sket i vores liv eller i verden i øvrigt, siden sidste jul. For så ved vi, at det er sandt, at selv hvis eller når det sker, at vi må længes forgæves efter at komme hjem til de ansigter med øjne vi føler os genkendt i og genkendt af, så kan vi altid føle os genkendt i og genkendt af ansigtet og øjnene på det lille barn i krybben. For det ansigt og de øjne er Guds.

Den bedste danske sang, der er skrevet om at køre hjem til jul, det er en sang af Allan Olsen. Den findes på det album, han udgav for nogle år siden, hvor han udelukkende synger på vendelbomål. Albummet hedder ”Jøwt”, og eftersom jeg er fynbo, så aner jeg slet ikke, hvad det ord betyder. Men heldigvis er jeg gift med en mand, der stammer fra Vendsyssel, og han har så kunnet røbe for mig, at det betyder ”skønt” eller ”fedt” eller noget i den stil. Sangen, hvor han kører hjem til jul, hedder ”Hjørringvej”. På denne uendeligt lange vej kører Allan Olsen lillejuleaften. På passagersædet sidder hans mor, hun er i skindhue med kvast. De kører forsigtigt gennem mange slags sne, og Allan Olsen borer neglene ned i rattet og forsøger at holde godt fast. For det er vigtigt at nå helskindet frem, når det er lillejuleaften og man kører med sin mor ud ad Hjørringvej. Man hører lidt fra de små samtaler, de fører undervejs. Og eftersom nordjyder jo ikke sådan rutter med ordene, så kan sådan nogle samtaler sagtens indkapsles i en sang på tre-fire vers. Allan Olsen siger til sin mor, da de kører gennem en lille by, der hedder Tolne, at han kan huske, hvordan han som barn med skolen tog på udflugt til det, der hedder Tolne pavillonen. Børnene havde hver sin sodavandsflaske med, og man fornemmer, hvordan det var en stor ting i Allan Olsens barndom i Nordjylland. Og Allan Olsens mor svarer – efter meget lang tids stilhed i sangen, hvor Allan Olsen jammer lidt på sin guitar: ”Det gjorde vi osse”!

Når man hører sangen og tonen og stemmelejet, så kan man sagtens høre, at denne ene sætning siger Allan Olsens mor med stor varme og kærlighed. I den ene sætning fortælles det, hvordan hun sammen med Allan Olsen mindes de dage, hvor det vitterligt var stort at komme af sted til Tolne Pavillonen med sin helt egen sodavandsflaske. ”Det gjorde vi osse”, konstaterer hun. Og en hel barndom og en lille dreng, der er blevet set og forstået, findes i den sætning. Hjemme findes måske for Allan Olsen i den mor, der sidder der på passagersædet med sin skindhue med kvast og siger sådan. På nordjysk. Mere skal der ikke til.

Tider skal komme, tider henrulle – på Hjørringvej, lyder sangens omkvæd. Lige som tider skal komme og henrulle her i Balle og i Brøndby og i Bogense og hvor ellers folk har hjemme og længes hjem til jul.
Hvor end dette sted er og uanset hvordan de tider så er og bliver, som skal komme og henrulle, så kan vi have hjemme i de ord, der lyder til os i dag: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren”. Vi synes måske ikke, det lyder af så meget. Men hvis vi er i tvivl, så må vi underforstå den tone og det stemmeleje, som dette siges til os i. Tonen og stemmelejet bag de ord er Guds, og derfor er de ord forkyndt os med stor varme og stor kærlighed – lige som når Allan Olsens mor siger: ”Det gjorde vi osse”. En hel barndom og en lille dreng, der er blevet set og forstået, findes i den sætning. Og et helt menneskeliv, dit og mit, som er blevet set og forstået og taget hånd om findes i juleevangeliets ”Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde. I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, Herren”. Ved de ord kan vores længsler om at komme hjem og føle sig hjemme standse. For nu er Gud kommet til verden for at have hjemme hvor vi er. Glædelig jul! Amen.

Om tjeneste
Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis, I tekstrække. 21. august 2016.
Matt. 20, 20-28 om Zebedæussønnernes mor og pladserne ved Jesu højre og venstre hånd

”Lad os formå at forstå invitationen fra Gud til at drage omsorg for denne verden og skabe en varmere, mere menneskelig og mere næstekærlig verden dér, hvor vi bor og lever.” Sådan skrev den franske præst Jaques Hamel i en sommerhilsen i sit kirkeblad. ”Lad os formå at forstå invitationen fra Gud til at drage omsorg for denne verden og skabe en varmere, mere menneskelig og mere næstekærlig verden dér, hvor vi bor og lever.”
Kort tid efter han havde skrevet dette, blev Jaques Hamel som bekendt myrdet foran alteret under morgenmessen i den kirke, hvor han var præst. Morderne, som kaldte sig for ”korsets bekæmpere”, blev sidenhen skudt og dræbt af politiet. Og dermed har de måske opnået deres mål, nemlig at få status af martyr. Ved at dræbe et i deres øjne vantro menneske, har de i egen optik fået fri adgang til hæderspladerne i himlen.
Men set ud fra det kristne blik, så er den sande martyr her præsten, Jaques Hamel, som blev slået ihjel mens han var i færd med at prædike evangeliet. Det evangelium, det budskab om tjeneste og kærlighed, der altid viser væk fra os selv og hen til den anden. Budet om at elske vores næste og det glædelige budskab om, at når vi alligevel ikke magter det, da er vi tilgivet og taget til nåde – det bud og det evangelium spidder altid vores trang til selvhævdelse og stræben efter hæderspladser, hvadenten det nu er her eller i det hinsides. En hædersplads hos Gud vindes aldrig ved at hævde sig selv på bekostning af andre. Men en sand martyr er den, der vidner om Kristus, som led og døde for vores skyld. Jaques Hamel er i den forstand en sand martyr, for han døde i tjeneste for evangeliet; for Kristus.
Men mindre kan også gøre det. For også den der lever sit liv i tjeneste for andre mennesker, tjener Gud og vidner om hans kærlighed til os.

Og hvad er da tjeneste? Vi har måske en tendens til at tro, at det er noget meget indviklet og svært noget, der kræver mange overvejelser og mange tilløb. Det er det ikke. Det er, som Jaques Hamel skrev det i sit kirkeblad: at forstå invitationen fra Gud til at drage omsorg for denne verden og skabe en varmere, mere menneskelig og mere næstekærlig verden dér, hvor vi bor og lever. Hvordan det nærmere skal ske, må enhver af os bruge vores erfaring og fantasi til at komme overens med. Men én ting er sikkert: tjeneste er noget, der peger væk fra mig selv og hen på den anden. Tjeneste har det andet menneske, ikke mig selv, i centrum. Tjeneste er at være optaget af, om den anden nu vinder sig en hædersplads; ikke, om jeg selv gør det. Eller om mine børn gør det, for den sags skyld. Zebedeussønnernes mor er i virkeligheden en meget moderne mor; en curlingmor. En, der forsøger at fjerne alle hindringer på sine sønners vegne, for at de kan stryge til tops i livet og få det bedste. Gerne på bekostning af andre. Kender I typen? Kender I sådan en fra jeres eget liv. Ja, mon ikke de fleste af os gør det. Og mon ikke den curlingmor eller –far også bor i os selv? Vi kan leve med, at det går skidt for andres børn. Men ikke vore egne. De må ikke snydes for noget. Andre må ikke stå i vejen for dem. Det skal vi nok sørge for. Men så har vi allerede bevæget os langt væk fra den kristne betydning af, hvad tjeneste er for noget. Tjeneste er ikke blot at sørge godt for sine egne. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, og hvis I kun hilser på jeres brødre – hvad særligt gør I så?, spørger Jesus. Og dermed peger han på det allersværeste i det at tjene andre: at så snart vi er i gang med at sætte et skel mellem de andre på den ene side, som vi ikke mener, vi skylder noget, og os selv og vore egne på den anden, så er der ikke længere tale om tjeneste, men om selvhævdelse.
Sætter vi et skel mellem vores egne børn og alle andres og mener, at vi da naturligvis skal sørge for, at vores egne børn vinder hæderspladserne på bekostning af de andre, så er der ikke længere tale om tjeneste. Det kan være en svær kamel at sluge. Men nu kommer en, der er endnu sværere:

Guds nåde og kærlighed gælder også den, der har slået et andet menneske ihjel. Vi kan ikke sætte hegn om Guds nåde og tilgivelse og holde andre ude fra den. Heller ikke dem, der brød ind i den franske kirke og slog den kristne præst ihjel. Vi kan og må og skal fordømme handlingen på det kraftigste. Men vi kan ikke på Guds vegne sige, at så har de ikke længere en plads hos ham. Så snart der bliver slået det mindste af på nåden, så er den ikke nåde mere, men en kræmmervare. Og Guds nåde står det ikke til os at råde over.
Da Jesus hænger på korset, lidende og døende, da siger han til den drabsmand, der hænger ved siden af ham: I dag skal du være med mig i Paradis!
Det kan godt gøre ondt på os at høre sådan noget. Det er uretfærdigt; det strider mod enhver fornuft. Det strider mod vores retsfølelse. Og vi tænker måske: Der må da være noget, vi kan gøre, for at vide os sikre på en plads hos Gud, og for at vide os sikre på, at alle andre ikke sådan kan få en, når nu de er så meget mere onde end vi er. Men det forholder sig faktisk omvendt: Der er ikke noget, et menneske kan gøre, for at falde ud af Guds nåde og kærlighed. Gud uddeler sine hæderspladser til hvem, han vil. Og vi befinder os som mennesker aldrig i en situation, hvor vi kan komme anstigende og mene, at vi skulle have mere ret til de pladser end andre mennesker.
Vi kan forsøge at følge Kristus og som ham tjene andre i alt. Glemme os selv og huske den anden. Endog være villig til at sætte vores liv til for andre og dø i evangeliets tjeneste. Det er det, vi er kaldede til som døbte. Men vi kan ikke dermed kræve, at vi får hæderspladserne hos Gud på bekostning af andre. For hævder vi det, så har vi sat hegn om Guds tilgivelse og nåde. Så har vi bildt os selv ind, at vi er i vores gode ret til at bestemme, hvem Guds kærlighed kan rumme og favne. Og så har vi glemt, at Gud – fordi han er Gud – elsker med en kærlighed, der er uden grænser. Og ud af den kærlighed har han også beredt en hædersplads hos sig for os. Amen.

Prædiken ved indvielse af nyt alterbillede.
Skærtorsdag d. 24. marts 2016 kl. 14.00

Det ringeagtede; det, som er svagt i verden og i verdens øjne ingenting er – det ligger som en klangbund under alle Jesu ord og gennem hele den kristne forkyndelse af, hvem Gud er. Det ringeagtede.

Vi hører om det Mariæ Bebudelsesdag, hvor Gud udvælger en fattig jomfru fra udkants-Israel som den, der skal føde hans søn; føde ham selv. Vi hører om det i julen, hvor Guds søn fødes af Maria i en stald, svøbes og lægges i en krybbe, så fjernt fra alt det, vi normalt forbinder med en konges fødsel. Og da denne Guds søn, Jesus, vokser op og bliver en mand, da hører vi, at han gang på gang opsøger udskuddet i verden, de fattige, tiggerne, de uanseelige, dem, der i verdens øjne lever i moralsk fordærv. Dem, der ikke kan klare sig selv og ikke er i stand til at mestre deres eget liv. Det er til dem, han er kommet med sit budskab om Guds riges nærhed. Gud opsøger det ringeagtede; det, som ingenting er. Og Jesu disciple, som er så såre menneskelige, at vi altid kan spejle os i deres spørgsmål til ham, de spørger så tit: Jamen hvem af os er den største? Hvem elsker du mest? En af os må da være bedre end de andre? En af os må da være lidt mere værd? For sådan noget går mennesker op i. Vi bekymrer os for at være noget i verden. Vi måler os i det skjulte med hinanden. Vi finder små tegn på, at vi er bedre, klogere, rigere. At vi er mere ordentlige mennesker end de andre. For ellers kan vi næsten ikke holde det ud. Ellers kan vi næsten ikke holde os selv ud. De andre må gerne være de ringeagtede – selv vil vi helst være stærke, selvkørende, betydningsfulde.

Nu var det før påskefesten, og Jesus vidste, at han skulle gå bort fra denne verden. Jesus vidste, at døden var den eneste mulige konsekvens for den, der i sit liv i ord og gerninger har forkyndt, at Gud er Gud for udskuddet, de svage og de ringeagtede. Han ved det, og han viser nu en sidste gang til de uforstandige disciple, som vi må spejle os i, at det, han vil, er kærlighed. Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Han viser det ved, at han, der er deres herre, bliver deres tjener. Han knæler ned og vasker deres fødder. Han tjener dem.

Og det er svært at forstå. Og svært at acceptere. Ikke mindst for Peter. Svært at gå med til, at den, som disciplene kalder for Mester og Herre, knæler ned som en tjener og vasker deres fødder. For hvis ens Herre gør sådan, så bliver der vendt op og ned på alting. Så bliver der vendt op og ned på den menneskelige forestilling om, at det at leve sit liv her i verden går ud på at mestre det hele selv og derved bevise, at man er noget værd. At ”shine”, som vi siger nutildags. Den forestilling skyder Jesus ned. Fordi han ved, at det at være menneske først og fremmest er at være modtagende. Og hvis man vil modtage noget må man først erkende, at man er lille. Så må vi først erkende, at der er noget, vi ikke kan af os selv, noget, vi ikke magter. Og det er en svær erkendelse at gøre sig. At flytte sig selv fra kategorien af de stærke, de selvkørende, dem, der er lidt bedre end andre mennesker – og så over i kategorien af de små, afmægtige, svage mennesker. Alt det, som vi ringeagter hos os selv og de andre.

Jesu disciple måtte på den hårde måde se i øjnene, at de ikke hørte til i kategorien af stærke og gode mennesker. For dagen efter fodvaskningen er Jesus død på korset. Og disciplene må se sig selv i spejlet og erkende, at de ikke kunne følge ham til det sidste, som de ellers havde lovet. De svigtede. Løj. Lod Jesus i stikken. Og Judas forrådte ham. Disciplenes forestillinger om, hvor stærke og hæderlige mennesker, de var, er forlist. Og nu sidder de sammen, måske i et rum som det, vi ser på alterbilledet, og frygter for deres liv. Og indser da den realistiske sandhed om vores liv, at det at være menneske ikke er at være den, der kaster glans over det hele. Lyset, godheden, kærligheden kommer ikke fra os. Vi er måske snarere en gennemsigtig, farveløs flade, der får farve og liv ved at blive lyst på. Fra et lys og en kærlighed, der ikke stammer fra os selv, men fra Gud.

Den Gud, der opsøger det mislykkede, det ringeagtede i verden. Den Gud, der er Gud for udskuddet, for det menneske, der er skrællet ned til ingenting. Den Gud, der tjener det menneske, der fornægter og forråder ham. Det menneske, der slår ham ihjel. Og vi har lov at tænke og tro, at hvis Gud opsøger selv det gudsfornægtende og gudsforrådende menneske, ja så er der vel håb, også for os.

Vi aner på billedet et kors. Det varer måske lidt, inden vi får øje på det. Det er som om, at korset er der og alligevel ikke er der helt. Lidt ligesom at troen så ofte er flimrende og svær at fastholde i det liv, vi lever. Vi kastes frem og tilbage mellem tvivl og tro. Er det nu sandt? Er der en Gud? Vil han mig noget? Hvordan kan jeg nå ham?

Det kors, som vi både på billedet og i troen kan ane, det er det stærkeste billede på, at Gud vender op og ned på alting, og at han tjener os. At han ikke slipper os, men vedvarende kommer os i møde. Kristus dør på korset, men opstår igen. På den måde er korset paradoksalt nok både nulpunktet og højdepunktet. Da Kristus dør på korset, bringes Guds nærhed og kærlighed ind i de mest ekstreme tilfælde af forlis og afmagt i vores liv. Fordi Gud ikke forlod Jesus på korset, men var med ham i lidelsen og i døden, og oprejste ham igen. Og Guds nærhed var i det forlis og den afmagt, som disciplene erkendte og følte i stor skala langfredag. Og den er i det forlis og den afmagt vi selv føler i mindre skala eller i glimt, når vi erkender, at også vi er små, og har brug for at modtage kærligheden og tilgivelsen fra Gud for at kunne leve. På den måde hører vi selv til det ringeagtede i verden. På den måde er enhver af os et menneske, som ingenting er, førend Gud opsøger det og siger: Jeg er med dig. Jeg kommer dig i møde og giver dig alt det, du har brug for af varme, lys og kærlighed. Jeg åbner verden for dig og sørger for, at den altid er en verden fuld af håb. For jeg er kommet til verden og har slået hul ind til himlen, hvorfra der strømmer lys og liv. Og du, lille menneske, er den, der har lov til at leve i det rum og i den verden, hvor jord og himmel mødes.

Vi kan nå Gud og leve i hans nærhed, fordi han selv kommer os i møde. I nadveren indbyder han os til det bord, hvor vi knælende og modtagende spiser og drikker hans legeme og blod. Og derved får vi del i det hele. Del i kærligheden, del i det himmelske liv, del i den død, der bliver til liv. Del i det lys fra Guds rige, som er himmerigsstråler, der kaster striber af håb og mod ind i vores liv.

Sådan er Gud vores Herre, der tjener os. I kærlighed. Så vi kan gå ud i den verden, hvor korset har vendt op og ned på alting og åbnet døren til Guds rige, og dér tjene hinanden. I kærlighed. Amen.

November 2015: Advent. Forventning. Forventningsafstemning?

Forventningsafstemning – det er det nye sort. Vi skal forventningsafstemme alle vegne, på arbejdspladsen, med vores venner, i skolen. Vi skal forventningsafstemme med vores ægtefælle eller kæreste om, hvad vi forventer os af forholdet. Vi skal forventningsafstemme med vores børn om, hvad vi forventer af samværet i familien. Målet er klart nok: det er, at vi skal undgå skuffelse. For skuffede forventninger, det er det værste. De er næsten ikke til at bære. Måske kender vi det fra os selv, fra nytårsaften, hvor vi år efter år gør status og spørger os selv, hvordan det så gik med de forventninger til os selv i det forgangne år, som vi havde formuleret i form af nytårsforsæt. Blev vi sundere, tyndere, bedre mennesker? Eller står vi igen med skuffede forventninger?

Kirkens nytår begynder 1. søndag i advent. Og luften er ladet med forventning. Sådan er adventstiden. Og hvad forventer vi os så her i kirken? Har vi forventningsafstemt med Gud? Eller har Gud forventningsafstemt med os?

Adventstidens bibelske tekster handler især om, at Gud har holdt sit løfte til os og opfyldt den urgamle profeti om, at han engang, når tiden er inde, vil sende et menneske til jorden, der skal bringe godt budskab til fattige, udråbe frigivelse for fanger og give syn til blinde, sætte undertrykte i frihed, og udråbe et nådeår fra Herren. Denne person kaldes også for konge og for Davids søn. Med Jesu komme til jorden og til os er løftet gået i opfyldelse. Jesus er den, vi har ventet på.  

Men på Jesu tid var det som om, at jøderne og Gud ikke helt havde forventningsafstemt med hinanden. I hvert fald blev jøderne skuffede over, at den person, de havde ventet på, viste sig at være Jesus. De blev også skuffede over, at han ovenikøbet forkyndte dem et helt andet budskab end det, de havde ønsket at høre. Man ønskede sig en krigskonge, som skulle drive den romerske besættelsesmagt ud og genoprette det gamle Davidsrige, kun for jøder. Men man fik noget helt andet.

Og sådan er det måske også med vores forventninger til Gud og til Jesus – at vi har fået noget helt andet end det, vi gik og drømte om og håbede på. Måske er vi blevet skuffede. Måske synes vi slet ikke, at Gud har levet op til vores forventninger, og måske synes vi, at han skulle have lyttet lidt mere til dem. For hvad skal vi egentlig med Jesus – et tilsyneladende ganske almindeligt menneske, der begyndte sit liv her på jorden med at blive født i en stald i Betlehem. Var det virkelig, hvad Gud kunne komme op med, tænker vi måske – og overvejer, om vi ikke skulle give ham et par gode fif til, hvad han ellers kunne gøre for at bringe fred og håb til verden.

Men det kunne også være, at Gud i sin visdom ved, ser og kan andre ting end det, vi i vores visdom, ved, ser og kan. Med Jesusbarnets komme til jorden viser Gud os, at det største ikke skal søges i magten, men i det mindste. Og ethvert forældrepar, der har prøvet en dag pludselig at stå med deres nyfødte barn i armene, de ved, når de ser ind i de små barneøjne, der ser på én som fra et helt andet sted fra, at det er sandt, at det største findes i det mindste. Man har under graviditeten forventet sig at få et barn. Alligevel overstiger det lille levende væsen fuldstændigt ens forventninger til, hvad det overhovedet vil sige at blive forældre til et barn. Men pludselig forstår man det med hjertet. Sådan er det med de vigtigste ting. De ting, der kan forandre alting, så små de end er eller tager sig ud. Dem, der kan fylde én, så man næsten føler man bliver til på ny.  

Hvad det betyder at Gud indfriede sin profeti ved at komme til os i skikkelse af et menneske, det forstås også med hjertet, troens sted. Gud valgte ikke at forventningsafstemme med os – han gav os hverken rigdom, magt, fred i Mellemøsten eller ukomplicerede liv. Han gav os noget andet – han gav verden et barn, som bar al Guds kærlighed og vilje. Han gav os sig selv. Det barn verden fik, så med Guds øjne, og lod verden se Gud i barneøjne. Det er ikke rigtig til at begribe med forstanden. Vi må i stedet forstå det med hjertet. Gud selv er hos os! Det så småt og ubetydeligt ud: et barn i en stald, et tilsyneladende helt almindeligt menneske: Men det menneske, Jesus, har i sig magten til at gøre alting nyt indefra.

Gud imødekom ikke vores forventninger – men han har givet os den gave vi havde brug for. De bedste gaver er som bekendt dem man ikke har ønsket sig. For de betyder, at giveren har set os og ved mere om, hvad vi trænger til, end vi selv gør. Og Gud har set på alle sine menneskebørn og ment, at vi trænger til, at han kommer ind i vores liv med fred og med glæde. Vi trænger til, at han tager bolig på vor jord og i vores hjerte. Vi trænger til, at han stiger ned fra sin høje himmel og i stedet kommer os nær – så nær som en, der ånder på øjet når det græder, som vi synger det. Så nær som den, der kommer til os i den sidste nattevagt, når vi ligger på det sidste og som vi taler med som ven til ven. Så nær som den, der tager bolig i vort hjerte og dér tænder et himmelsk lys, der skal brænde til evig tid. Han siger: Vær fulde af forventning! Vær fulde af håb! Lad jer fyldes af glæde! For jeg er hos jer. Derfor er der håb i vintermørket. Derfor bliver der lys i vort eget indre tomhedsmørke. For Gud er den, der skaber den glæde, der fænger uden vi helt ved hvorfor. Vi vidste ikke, at det var det, vi trængte til. Men det er heldigvis det, vi har fået.

Glædelig advent!

April 2015: Nadveren er Guds kærlighedserklæring til os.

Der går en film i biograferne for tiden, der hedder Jeg er stadig Alice. Den handler om en kvinde, Alice, som er professor i sprogvidenskab, gift med John og mor til tre voksne børn. Alice er lige fyldt 50, da hun får konstateret begyndende Alzheimers, en sygdom, der langsomt vil æde hende op og tage hendes sprog, hendes hukommelse og hendes personlighed fra hende. Som professor i sprogvidenskab kender Alice alle sprogets processer. Så da hun gentagne gange oplever at holde forelæsninger for flere hundreder mennesker, hvor ordene pludseligt forsvinder for hende, så hun går i stå og ikke kan komme videre, eller når hun pludseligt ikke kan finde hjem fra sine løbeture igen, så ved hun godt, at der er noget galt. Hun opsøger selv sin læge.

Filmen skildrer Alices kamp for at holde fast i sig selv, sin identitet, sit liv – selvom der er så meget, der siver væk mellem hænderne på hende, når sproget og hukommelsen svigter. Alice formulerer tre spørgsmål for sig selv, blandt andet ”Hvad hedder din ældste datter?”. Når hun ikke længere kan svare på spørgsmålene, er det hendes plan at gøre en ende på det hele. For hvad er et menneske, når man ikke længere kender sine nærmeste og måske heller ikke sig selv?

Filmen spejler en anden film, der også kan ses i biograferne for tiden. Det er Erik Clausens film Mennesker bliver spist. Her spiller Clausen selv automekanikeren Herluf, der har eskalerende demens – det er bare kun ham selv, der ved det, for han holder det hemmeligt for alle andre, også for sin kone Ingelise, og for deres børn. Ingelise holder på sin side en hed affære med en kollega hemmelig – for hendes og Herlufs ægteskab kører nok i virkeligheden lidt på svellerne.

Både Jeg er stadig Alice og Mennesker bliver spist handler om, hvordan noget udefrakommende og uønsket som en hæslig sygdom kan give et menneske følelsen af, at man bliver spist; at man bliver ædt op af noget, der langsomt stjæler ens identitet og liv. Og det værste er, at det er ude af ens egen kontrol – der er intet at stille op mod Alzheimers eller demens. Det går kun én vej. Til sidst er man spist. Til sidst må det føles som om, at man er forsvundet fuldstændig for sig selv og for alle andre.

Skærtorsdag fejrer vi, at Jesus indstiftede nadveren aftenen før sin henrettelse på korset. Jesus er forsamlet med sine disciple for at fejre det jødiske påskemåltid. Under måltidet ødelægger Jesus den hyggelige stemning ved at fortælle, at en blandt de 12 disciple, som er Jesu nærmeste venner, vil forråde ham. En efter en spørger disciplene forfærdet: ”Det er vel ikke mig, Herre?”. Jesus udpeger Judas som forræderen – Judas, der næste dag med et forræderisk kys sælger sin sjæl og Jesu liv for 30 sølvpenge. Pengene varmer sikkert i lommen, men kun for en kort stund. For skylden og skammen gnaver i Judas, han bliver ædt op indefra – måske har han det som dem, der rammes af Alzheimers eller demens. Han bliver spist, han forsvinder for sig selv og fra den, han var. Og ret hurtigt må Judas sande, at han ikke kan holde sit eget forræderi ud – så han går hen og hænger sig.

Mennesker bliver spist, siger Erik Clausen med sin film om demens. Men uanset om man lider af en uhelbredelig sygdom eller ej, så oplever alle mennesker på et eller andet tidspunkt den følelse, at man er ved at blive ædt op indefra. Af sorg, af bekymringer. Af skyld og skam. Af tanker, der nager. Alt det, man ikke fik gjort i tide. Alt det, men ikke fik taget sig sammen til at få sagt. Eller alt det, man ikke fik sagt undskyld for. Det gnaver i en. Mennesker bliver spist.

I nadveren sker der det modsatte: Her bliver mennesker ikke spist – her spiser vi. Vi spiser Gud. Sådan kan man faktisk godt formulere det, selvom det kan lyde lige vel konkret og måske også meget mærkeligt. Men i nadveren giver Kristus, i hvem Gud har vist os sit sande væsen og ansigt, her giver han os sig selv. Han gør det med de ord, som vi hører ved hver gudstjeneste: Dette er mit legeme, som gives for jer, tag det og spis det. Dette er mit blod, som udgydes for jer, drik alle heraf.

Når Gud lader sig indtage og spise af os mennesker, så sker der det modsatte af hvad der sker, når vi ædes op indefra. Vi bliver helet. Alt det ødelagte og brudte, alt det, vi ikke formår at holde sammen på i vores liv, det sættes sammen på ny ved det måltid, hvor vi spiser og drikker Kristi legeme og blod. For når vi spiser og drikker Kristi legeme og blod, så får vi del i hans væsen, som er kærlighed. Og kærlighed overvinder alt, det ved vi.

Kærlighed er også det sidste ord, der er tilbage i Alices ordforråd i slutningen af filmen, hvor vi har fulgt hende i to år. Kærlighed som det at opleve ens voksne datter, Lydia, der læser højt for hende. Rollerne er byttet om, for det var Alice, der læste højt for Lydia, da hun var barn og Alice var en helt almindelig mor, der kunne tale, huske, lave indkøbssedler og følge hende i skole. Rollerne er byttet om, men Alice er stadig Alice, for der er kærligheden tilbage. Og så længe der er kærlighed er der også værdighed. Værdighed handler ikke om at være selvhjulpen og have kontrol. Et værdigt liv er ikke et liv, hvor man kan alting selv. Et værdigt liv er et liv, hvor man er elsket. Derfor kunne man sådan ønske for Judas, at han havde undet sit eget ødelagte og brudte liv at blive helet igen. Helet af den kærlighed, vi møder i Kristus, og som vi får del i, når vi knæler ved alterskranken og modtager hans legeme og blod. For kærligheden tåler alt og udholder alt. Kærligheden sætter vores brudte liv sammen igen – til et liv, der altid er værdigt i Guds øjne. Fordi vi har hans kærlighed.

Man skal holde sammen med dem, man elsker – også når mennesker bliver spist af en sygdom. Det er budskabet i Erik Clausens film, hvor Ingelise og Herluf har været på vej væk fra hinanden, hun i sin affære og han i sin sygdom og i en konkret forsvinden, hvor han er taget af sted til Polen. Men deres kærlighed til hinanden gør, at de finder hinanden igen. De bliver fundet og holder sammen. Livet er livet værd, når der er nogen, man elsker og nogen, som elsker en. En anmelder har skrevet sådan her om filmen: ”Mennesker bliver spist er en kærlighedserklæring til alle de helt almindelige hverdagsmennesker, som hver dag oplever at blive overset og behandlet med den form for ligegyldighed, der æder sjæle op.” Det samme kan man faktisk sige om nadveren: Nadveren, hvor Kristus giver sig selv til os, er en kærlighedserklæring til alle os helt almindelige hverdagsmennesker, der ofte oplever at blive overset eller behandlet med den form for ligegyldighed, der æder sjæle op – eller som oplever at blive ædt op indefra af skam eller sorg eller sygdom eller forræderi eller bekymringer. Nadveren er Guds kærlighedserklæring til os.

 

Juni 2014: Pinse. Ånd. Liv.

I en af de mange, gode bøger, jeg fik i gave, da jeg blev ordineret i Haderslev Domkirke i januar 2012, har gavegiveren, en god veninde og præstekollega, skrevet: ”Velkommen i job – pro life”! Altså – velkommen i præstejobbet, det er et arbejde, der dybest set handler om at være ”for livet”; pro life. Eller – præstegerningen handler jo ikke blot om, at præsten er ”for livet”. Men præstegerningen er, at man har fået lov at have sin gerning i kirken, hvor det om noget gælder, at her hører vi og her har vi lov at leve vores liv på, at det hele for Gud handler om ”pro life”. I kirken fortælles det os, at det hele altid slutter med liv, selv når det slutter med død. Det er det, pinse handler om. For Ånd betyder liv.

Det var først, da Gud havde blæst sin livsånde ind i mennesket, efter at han havde skabt det, at der kom liv i det. På den måde gælder det i konkret, fysisk forstand, at når vi ikke længere ånder, så er vi døde. Vi taler også om, at man udånder, når man dør – så har man trukket vejret for sidste gang.

Men det med, at ånd betyder liv, det gælder også i en anden betydning. Ånd giver mening og fylde i vores liv i mere end den fysiske, konkrete betydning, hvor vi trækker vejret. For vi kan også være det, man kalder ”åndeligt levende” eller ”åndeligt døde”. Vi kan måske sammenligne det lidt med musik. Man kan ikke se musik. Det, vi kan se, er klatter og striber på et stykke papir, som vi kalder noder. Men noder i sig selv er ikke musik. Det bliver først musik, når nogen bruger et instrument og sin musikalitet til at gøre det til musik.

På samme måde med os. Vi er som et instrument, der er afhængigt af, at nogen blæser ånde i os og gør os og vores liv til musik, der løfter sig mod himlen. Vi kan egentlig godt ligge stille hen som instrumenter et helt liv, uden at musikken spiller i os; så er vi det, man kalder for åndeligt døde. Men fordi vi som mennesker består af både krop, sjæl og ånd – så kan også ånden i os vækkes til live. Og først her bliver det for alvor sjovt. Og meningsfyldt. Og godt.

Grundtvig har meget slagkraftigt formuleret det sådan, at ”Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden”. I verden er pengene drivkraften i stort set alt, hvad der sker.

Det samme skulle man altså kunne sige om Ånden. Ånden er drivkraften i os, i menneskelivet. Eller man kunne sige det sådan, at ånd burde være det, der drev os. Ånd burde være det, vi er opfyldt af i vores liv med hinanden. Vi skulle tage at lade åndeligheden fylde mere i vores liv. Vi skulle tage os modet til at lade ånden fylde os, så vi bliver et instrument, der kommer musik ud af.

Som pengene er drivkraften i verden, så er ånden i os og driver os, når vi higer efter alt det, der giver livet mening og fylde, og som samtidigt er så umuligt at få greb om, fordi vi ikke kan se det og ikke kan røre ved det. Alligevel ved vi godt, at det er der.

I skolen kan man gå voldsomt op i Pisa-tests, for det er så dejligt håndgribeligt at se på et skema, om eleverne er nummer 1 eller nummer 20 i disciplinen læsning. Det kræver anderledes mod at gå voldsomt op i åndeligheden, for den kan man ikke sådan lige måle. Det er svært at måle fællesskabet, det er svært at måle, om det overhovedet giver mening at synge sammen, det er svært at måle om det giver mening at fortælle eleverne om bibelhistorien, om danmarkshistorien, om verdenshistorien – fortælle dem alle eventyrerne og sagnene. Og det er tilmed svært overhovedet at holde op med at omtale eleverne som elever, men tale om dem som det, der er, nemlig børn eller små mennesker, der skal rustes så godt de kan til livet. Små mennesker, der skal oplyses om livet. Ikke for at de kan klare sig godt i en test. Men for at de kan have noget at leve af og leve på. Man lever godt på fortællinger. Både på dem, der er gået for sig i historien. Men også på dem, der går for sig i fantasien, som eventyr, for eksempel. Og så lever man særlig godt på de fortællinger, vi finder i Bibelen. For de handler om Ånd. Og de er alle ”pro life”.

Og her er det nødvendigt med nogle voksne, der tør være åndelige, så de får fortalt børnene ind i historierne og fortællingerne. For så får børnene nemlig mod og lyst til at leve, til at udforske livet, til i egentligste forstand at være i live. Når vi får fortalt, at vores liv er en del af en større historie og sammenhæng, så kan vi nemlig bedre få øje på alt det, der egentlig betyder noget. Både børn og voksne har brug for at høre, at deres liv er en del af noget, der er større end dem selv. Det giver mod. Og det giver håb. Derfor er fortællingerne om Danmark, om verden, om tidernes morgen, om heltene, om troldene og heksene og de gode feer så vigtige. Derfor er fortællingerne om Gud, Kristus og os mennesker de allervigtigste. For her hører vi, at det hele ender godt. Også for os.

Og samtidig kan alle fortællingerne måske give os en slags ydmyghed og taknemmelighed over for livet. Som når man står og ser på et stort træ, hvor den tykke stamme og de meterlange grene vidner om, at det træ har stået der før der overhovedet blev tænkt på dig eller mig.

Vi kan ikke fylde os selv med Ånd. Men vi kan længes efter den. Og vi kan bede om den. Vi kan bede om, at Ånden må fylde vore hjerter, så vi får mod til at hige efter alt det usynlige i livet, der gør det værd at leve. Som når man glemmer alt omkring sig i en samtale med en god ven. Eller når vi synger sammen. Eller når man lytter til et stykke musik, der minder en om dengang ens mormor bagte tykke pandekager og serverede stikkelsbærkompot til. Når man fryder sig over forsommeren, hvor det ånder himmelsk gennem støvet. Når man i taknemmelighed glæder sig over, at man er et menneske, der både er krop, sjæl og ånd, som er i live lige nu i dette øjeblik, på denne skønne, grønne plet. Når man glæder sig over, at Guds Ånd virker hvor den vil og når den vil – og at det betyder, at Gud virker ”pro life” for os, med sit ord om livslys og velsignelse – også der, hvor vi ikke troede, det var muligt; også i de stunder, hvor det føles som om, at ens liv spiller falsk. Gud når i Åndens virke ud til – eller ind til – alle slags mennesker i alle mulige forskellige slags liv, og lader sit pinseunder ske, også for os, også i os. Så hjerterne sættes i brand, og der bliver musik og latter og sang og kærlighed ud af os. Alt det, der ikke kan måles. Men som er det, der gør livet smukt og rigt og godt.

Glædelig pinse!

 

Marts 2014: Indlæg ved Balle Valgmenigheds Generalforsamling d. 4. marts 2014

Nogen gange kan det være godt at minde sig selv og hinanden om, hvad det egentlig er, vi er. Hvad er vi som valgmenighed? Hvad kommer vi af? Hvad er vi nu? Hvad ønsker vi at valgmenigheden skal være i fremtiden?

Da vi for halvandet år siden havde nogle studiekredse om, hvad det egentlig vil sige at være grundtvigsk, da gik det op for mange af os, at det måske nemmest kan beskrives ved at sige alt det, vi ikke er. Og måske er det også sådan, når vi spørger os selv og hinanden om, hvad Balle Valgmenighed er – at vi da må begynde med at sige alt det, den i hvert fald ikke er.

Balle Valgmenighed er ikke et politisk parti. Den er heller ikke en diskussionsklub. Balle Valgmenighed er ikke en klub for de særligt indviede eller for de særligt hellige mennesker. I Balle Valgmenighed er intet medlem derfor mere vigtigt eller mere værd end et andet medlem. Balle Valgmenighed er ikke bygget på meninger, hverken de politisk korrekte eller de politisk ukorrekte. Balle Valgmenighed er heller ikke sat i verden for at lefle for tidsånden.

Balle Valgmenighed er bygget og stiftet af mennesker! Det er det, man først og fremmest kan læse sig til i Jensen Sindings optegnelser i Aandeligt liv i Bredsten sogn. Balle Valgmenighed blev dannet af mennesker, der stod sammen og som alle, hver på sin måde, bidrog til, at ønsket om – ja, trangen til, at en valgmenighed skød frem her i Balle blev til noget. Det, der drev de familier, der arbejdede for sagen dengang var, at de ville høre Guds ord talt til dem i en forkyndelse, som de fandt vedkommende. Den skulle være båret af det grundtvigske. Fordi det, det grundtvigske først og fremmest har sans for, er friheden. Friheden til at tale; til at ytre sig. Friheden til at forsamle sig med ligesindede åndsfæller. Friheden til at være uenige. Friheden til at vælge sin egen præst. Friheden til at skabe sine egne traditioner.

Men det grundtvigske har også – og ikke mindst – sans for friheden i kristelig forstand. Den frihed, vi ikke kan give os selv, fordi den kommer af det ord, der forkyndes os i kirken. Den frihed, der rækkes os ved badet og ved bordet, som Grundtvig siger det. Den kristne frihed rækkes os fra oven, af Gud, af Kristus. Og den betyder, at vi trods alt det, der nager og bekymrer os, trods alt det, vi ikke formår, som vi burde gøre, trods alle de svigt, vi byder andre mennesker, trods al vor uformåenhed og egoisme – kort sagt: trods alt det, som de gamle kaldte for synd og skyld, at vi alligevel af Gud er sat fri fra at være tyngede af alt dette, men kan gå ranke og frimodige ud i livet på ny. Hver dag er derfor en ny mulighed, en ny begyndelse. Og vi har lov at være fri for bekymringer og samvittighedsnag og fri for angsten for døden og dommen.

Alt dette lød jo nærmest som en prædiken. Og det er der en pointe i. For nu er det måske ved at træde tydeligere frem, hvad Balle Valgmenighed egentlig er: vi er kirke. Vi er først og fremmest en menighed. Og det betyder, at vi har vores hjemmelsret fra noget, der er større og vigtigere end os selv.

I henved 130 år er mennesker blevet døbt og begravet her i Balle. Der er blevet sunget salmer, trosbekendelsen har lydt, man har samlet sig om nadveren, der har fra prædikestolen lydt en forkyndelse som i al sin forskellighed over årene dog har kunnet kalde sig grundtvigsk. Og alt dette er sket fordi det har betydet noget for de mennesker, der har været i menigheden. Fordi det har betydet noget for jer og for jeres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Det har betydet – og betyder stadig – noget at forsamle sig, ikke som parti, ikke som klub – men som menighed, fordi det er som menighed vi fejrer gudstjeneste sammen og dermed sættes ind i den historie, i den sammenhæng, hvor vi har lov at være små, lyttende og modtagende, fordi Gud er den der er stor; han er den der giver og giver sig selv for os. At forsamle sig som menighed om søndagen – og at leve hver dag som medlem af menighedens fællesskab, som også er et folkeligt fællesskab, det er blandt andet at anerkende, at det vi lever af, det kommer ikke fra os selv. Kun fra Gud og fra hans levende ord kan vi hente det håb, den trøst og det mod, der gør, at vi kan begynde hver ny dag i frimodighed. Sammen – som menighed og som folkeligt fællesskab. Det er først og fremmest dét, der gør, at Balle Valgmenighed overhovedet er sat i verden: som en grundtvigsk menighed, hvor ud af der også springer et folkeligt fællesskab. Stiftet med friheden for øje. Det er vel også som sådan vi selv mener, der fortsat er brug for valgmenigheder i det kirkelige landskab?

Og allerede når der er gået 130 år mere, så er vi ”de gamle”. Så vil der blive talt om, hvordan det nu var i de dage i 2010’erne i Balle Valgmenighed. Besindede vi os på, hvad der var væsentligt – og på hvad der var mindre væsentligt? Var vi ydmyge over for den historie, som vi havde fået lov at være en del af, takket være tidligere generationers slid og engagement?

Det håber jeg, vi er. Og det tror jeg, vi er. Lige som jeg tror og håber, at vi er os bevidste om den pligt, der er blevet os pålagt: at række den betroede arv videre til næste generation – og gerne i ordentlig stand. For lige som hvert enkelt medlem af Balle Valgmenighed til hver en tid er lige så vigtigt og betydningsfuldt som alle de andre medlemmer, både i fortiden og i fremtiden – så er vi hver især heller ikke andet end et lille led på en forhåbentlig lang kæde af medlemmer i Balle Valgmenigheds historie. Vi er på den ene side hver især bare et lille led. Men på den anden side er vi dog også et uendeligt vigtigt led, for kæden skulle ikke ret gerne brydes.

Det er væsentligt en gang i mellem at besinde sig på de store linjer i den historie, man selv er skrevet ind i. For nogen gange kan man være i situationer, der gør, at man kan have svært ved at få øje på, hvad det væsentlige er.

Det væsentlige i Balle Valgmenighed er ikke pengene. De er nødvendige for at vi fortsat kan være her og for at vi kan være her på en meningsfuld måde, sådan som verden ser ud i dag. Uden penge, ingen valgmenighed. Men pengene har aldrig været og må heller aldrig blive det vigtigste. For så står vi i fare for at svigte det ansvar vi har for at række den betroede arv videre til de næste generationer. Det håber jeg, vi alle kan have for øje – uanset hvilken holdning man måtte have, til alt det med pengene. Netop i en tid, hvor meninger brydes, da må vi for Balle Valgmenigheds histories skyld lade fællesskabet bære os igennem.

Tak.

 

Februar 2013: Præstens opgave er ikke at tro, men at forkynde evangeliet.

Man ved, at der er sket et eller andet i folkekirken, når det omtales i morgennyhederne på P1, som det var tilfældet for nylig. Historien om, at et menighedsråd i Mejdal i deres stillingsopslag har søgt en ”troende præst” nåede den landsdækkende presse – og ikke blot Kristeligt Dagblad, som ellers er det mest almindelige for kirkestof. Det er da også i Kristeligt Dagblad, at debatten om dette stillingsopslag har glødet de seneste par uger. Ikke så få har gjort sig til talsmænd for, at det er helt almindeligt, at et menighedsråd efterspørger en troende præst; ja, alt andet ville sågar være utilstedeligt, synes mange at mene.

Naser Khader har i den forbindelse sagt, at hvis man ikke kan forvente at en præst er troende, så må det næste jo være, at han, som er muslim, kan søge embede i folkekirken. I samme dur har Esben Lunde Larsen, Venstres ordfører for uddannelse og forskning, sammenlignet præster med fodboldspillere: Ligesom en professionel fodboldspiller skal kunne spille fodbold for at blive ansat i en fodboldklub, så skal præsten også være (en ”professionel”) troende for at blive ansat i kirken.

Men hverken Khader eller Lunde Larsen har tilsyneladende blik eller forståelse for, hvad noget af det væsentligste i en luthersk kristendomsforståelse er: dåben. I luthersk forstand er troen en gave, der skænkes den enkelte ved dåben. Troen er ikke en viljespræstation og den kan ikke måles og vejes. Det giver ret beset ingen mening at spørge ”Er du meget kristen” eller ”Er du meget troende”. Derimod kan man jo godt se på en fodboldspiller, om vedkommende er god til at spille fodbold. Det kan måles på antal scorede mål, på vedkommendes tekniske kunnen mv. Men hvor vil Lunde Larsen se på en præst for at måle vedkommendes tro? Det er og bliver et samvittighedsspørgsmål. I luthersk forstand burde menighedsrådet i Mejdal have efterspurgt en præst, der er døbt. Men da ingen kan kaldes til eller ansættes som præst i den danske folkekirke uden at være døbt, ville dette være absurd – ligesom det er absurd når Khader bedyrer, at hvis præsten ikke skal være troende, så kan også Khader blive præst i folkekirken. Det kan han netop ikke, for han er ikke døbt.

Præstens opgave er ikke at tro, men at forkynde evangeliet. Det er ikke præstens tro, der virker i kirken – det er Guds ord. Og gudskelov for det!
Det kan lade sig gøre at kåre verdens bedste fodboldspiller. Men forhåbentlig kommer vi aldrig dertil, hvor kirken kårer sin mest troende præst.