Lige før jul 2020, blev jeg ringet op af Anders Kingo, han havde talt med vores tidligere præst, Maria Louise Odgaard Møller, og havde fået interesse for Balle Valgmenighed.
Allerede mellem jul og nytår kom han til samtale og i august 2021 blev Anders indsat som vores valgmenighedspræst. Vi var ret benovede over, at en præst ansat i Helsingør domkirke, og som var så stor en Søren Kierkegaard ekspert, kunne forestille sig at blive præst i Balle, men det ønskede han, og det ønskede vores medlemmer. Anders blev valgt af samtlige fremmødte ved de tre prøveprædikener. Pga. corona måtte han prædike tre gange.
Anders havde mange kontakter til interessante folk, som han ville invitere til Balle og holde foredrag, og han havde også selv meget at byde ind med. Så sent som i efteråret fortalte han med stort engagement om Leonard Cohen og i september var han guide på en tur for menigheden til Århus, hvor vi var til gudstjeneste i Vor Frue kirke og efterfølgende rundvisning. Anders var meget oplagt, og vi fik meget at vide.
Nytårsdag inviterede Anders ind i præsteboligen til bobler og kransekage, det var altid virkelig hyggeligt. Anders var en god vært, han spillede bl.a. på sit flygel, og vi sang og nød at være i hans meget pæne og ordentlige hjem. Anders havde sans for at indrette sig hyggeligt.
En rejse til Grækenland for en del af menigheden blev også en god oplevelse. Vi oplevede, hvor vellidt Anders var alle de steder, vi besøgte, og han var selv en meget vidende og god guide.
Desværre – desværre har Anders været ramt af sygdom i en stor del af den tid, han har været i Balle – corona, blodpropper og ja, måske var det også kræften, der havde været i gang i længere tid. Men Anders gav ikke op, han ville holde gudstjeneste, selvom han ikke kunne stå op. Han fik en kontorstol på prædikestolen, og så gik det.
I søndags var der konfirmation i Balle. Anders havde konfirmanderne i efteråret og var meget glad for de unge mennesker, og det var gengældt. Anders forventede meget af sine konfirmander, de lærte meget. Når de kom til gudstjenesten, fik de opgaver, der skulle løses. Anders godkendte dem efterfølgende. Det var meget vigtigt for Anders Kingo, at der var indhold i konfirmandundervisningen.
Ved konfirmationen i søndags kom et forældrepar hen til mig og fortalte, hvor glade de havde været for, at deres søn havde gået til konfirmandundervisning hos Anders Kingo. De fortalte, at deres søn altid kom hjem og havde lyst til at genfortælle noget af det, han havde hørt. På den måde blev hele familien klogere. Det var en god tilbagemelding.
I søndags afviklede vi konfirmationen uden at fortælle om Anders Kingos død. Da alle de store biler havde forladt gårdspladsen, satte vi flaget på halv.
Vi er kede af, at Anders Kingo ikke fik den afslutning på sin præstegerning, som han havde set frem til, da han kom til Balle – sygdom kom til at fylde for meget for ham i den sidste tid.
Vi er taknemmelige for, at vi har kendt ham. Han var en stor teolog, en meget vidende mand, en god mand at snakke med om livet i al almindelighed og en festlig og humoristisk mand.
Æret være Anders Kingos minde.
Formand for Balle Valgmenighed – Else Sandahl Pedersen